Historien om Fisker Thomas fra Hjørring

Profilbillede
dato

Den 10. maj 2003 skrev BT: ”Folkesangeren ’Fisker Thomas’ er, efter lang tids sygdom, død, 83 år gammel”.

Thomas Jensen var oprindeligt fiskeskipper, men gik for godt 30 år siden i land og fik en karriere som folkesanger i Skagen og sluttede sine dage på Skagen Sygehus.

Thomas voksede op i en sømandsfamilie, og han fik straks, efter sin konfirmation som 14-årig, hyre på en fiskekutter og fiskede i mere end 40 år i Nordsøen. I en overgang havde han egen kutter sammen med sin bror. Men i 1974 gik han i land og begyndte at undervise i navigation i Skagen og Frederikshavn. Kort efter begyndte han sin musikalske karriere som Fisker Thomas og fik sit folkelige gennembrud i 1976 i forbindelse med Skagen Visefestival.

Her fik han kæmpesucces med ’Du lille svale’ og ’Fra Halifax til Spanien’, og hans første LP ’Tro, håb og kærlighed’ blev en stor salgssucces og kom på hitlisten. På hans repertoire var gamle sømandsviser og sange om havet, f.eks. ’Anna Lovinda’ og ’Hjem fra langfart’. Gennem årene udgav han ti grammofonplader, og så sent som i 1997 var han på Dansktoppen sammen med Dræsinebanden i nummeret ’Skagensfiskeren’.

I 1990’erne optrådte Fisker Thomas ved forskellige byfester, festivaler og i pensionistforeninger sammen med harmonikaspilleren Peter Sørensen og saxofonisten Bent Østergaard. Året før sin død holdt han en afskedskoncert på sit stamværtshus Bixen i Aalbæk syd for Skagen. Fra Fisker Thomas startede sin musikalske bane omkring 1975 i en alder af 55 år og indtil sin bortgang nåede han omkring 10 til 12 plade og CD-udgivelser.

Aalbækkeren Peter Sørensen har været musiker stort set hele livet og havde fornøjelse af at spille fast sammen med Fisker Thomas i 12 år. I dag synger Peter stadig Fisker Thomas’ kendte sange. I 2004 fortalte Peter Sørensen: ”Jeg går og savner den gamle, og det er en af grundene til, at jeg nu tager ud og spiller hans sange”.

Peter Sørensen kan fortælle i timevis om sine oplevelser med Thomas. ”Når vi var på landevejen til et job, havde vi kun lige passeret Skagens byskilt, da Thomas begyndte at fortælle historier. Sommetider kunne han ikke huske hvad, han havde fortalt, og så kunne vi få den samme historie flere gange. Så på en tur til Randers kunne samme historie godt komme 8 gange”, fortæller Peter.

Thomas elskede også at drille, “På et tidspunkt da jeg havde Bixen i Aalbæk, var der et par fra Frederikshavn, der kom på besøg. Thomas fortalte manden, som var lidt naiv, at han havde fået en bøde af miljøministeriet. Jeg var et stort spørgsmålstegn, men kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da Thomas sagde: ’Jo, jeg kom til at tabe et kassettebånd med Jodle Birge i havnen’. Manden troede på Thomas spøg”, fortæller Peter.

Der var også dengang, vi spillede til Stenbjerg-dagene ved indgangen til auktionshallen. Idet en fugleklat fra en svale landede på Thomas´ kasket, sagde han: nu spiller vi Du lille svale”. Historierne er mange, og Peter Sørensen fortæller, at havde man Fisker Thomas som ven, havde man en ven for livet.


Den gamle, syngende fiskeskipper fra Skagen døde i 2003. ”Jeg spiller jo stadig rundt i landet, og jeg oplever ofte, at publikum spørger efter Fisker Thomas’ sange. Så spiller jeg selvfølgelig nogle af dem, og derfor var det oplagt at lave et helt program udelukkende med godt og vel 20 af de mest kendte sange med Fisker Thomas”, fortæller Peter Sørensen. ”Jeg gør det både for Thomas’ skyld og for sangenes skyld. Jeg er glad for at kunne yde mit bidrag til, at sangene ikke bliver glemt. Det frygtede Thomas ville ske, og det ville da være synd”, siger Peter Sørensen.

Når Peter Sørensen herefter indledte en række koncerter med Fisker Thomas’ sange, blev musik og sang ledsaget af små fortællinger om alt det, de to spillemænd oplevede sammen på landevejen på vej til et nyt job. “Når vi kørte ud af Aalbæk, sang han, og det gjorde han også, når vi kørte ind i byen igen efter en køretur på måske 200 kilometer og to gange 45 minutter på et eller andet spillested. Han var utrolig og nød livet”, fortæller Peter om Fisker Thomas.

Jeg har haft et fantastisk liv med 43 gode år på havet og næsten 30 år med musik, hvor jeg har fået mange gode venner både blandt musikere og blandt folk, der kan lide min musik”, sagde han til NORDJYSKE lige efter afskedskoncerten 4. maj 2002 på den gamle fiskeskippers stamværtshus, Bixen i Aalbæk.

Her blev Fisker Thomas hyldet, og der var da også al mulig god grund til at hylde og ære Thomas Jensen, som skrev og indspillede mange hundrede sømandsviser og dermed gjorde sit for at bevare denne musikarv for eftertiden.

Den første plade ’Tro, Håb og Kærlighed’ solgte i løbet af et halvt år 25.000 eksemplarer og er i øvrigt genudgivet på CD. Senere fulgte ’Bestik’, ’Morild’, som også er genudgivet på CD, ’Afmønstring’, ’Søens Våde Vej’, singlen ’Du Lille Svale’, ’Kursen Er Lagt’ og ’Bundgarnsfiskerne’, som blev indspillet foran et begejstret publikum på Sundhedshøjskolen Diget.

Dernæst fik Fisker Thomas’ sange nyt liv, når Peter Sørensen sang de gamle sømandssange. Peter kunne i 2003 fejre 40-års jubilæum som optrædende kunstner. Det er gennem årene blevet til samarbejde med en række af landets kendte personer som for eksempel Fynsk Harmoniforvrring, Mogens Frohn Nielsen, Dræsinebanden, Ove Verner Hansen, Jens Memphis og ikke mindst aalbækkerens gode ven, Fisker Thomas.

Kilde: Birgitte Meyer