Palmer og nye aktiviteter skaber sydlandsk sommerstemning på Palmestranden i Frederikshavn

Foto: Frederikshavn Kommune.
dato

Palmerne vender tilbage til Palmestranden, og kommunen byder igen på sydlandsk stemning, aktiviteter og nye tiltag til sommeren i Frederikshavn.

Palmestranden i Frederikshavn er kendt både i Danmark og udlandet for sin sydlandske stemning. På tirsdag vender palmerne tilbage til stranden efter deres vinterhvil i kommunens store drivhus.

Det er altid en festdag, når Center for Ejendomme, Park og Vej sørger for, at palmerne kommer ud til endnu en sæson. Omkring 250 dadel- og hørpalmer bliver i år sat ud flere steder i kommunen, men størstedelen placeres på Palmestranden.

Palmestranden byder på meget mere end palmer. Stranden benyttes flittigt af både lokale og turister med muligheder for beachvolley, fodbold, fitness i naturen, afslapning med en god bog, grill og udforskning af den flotte junglesti.

Der er også etableret en 30 meter lang svævebane, en indianerlandsby og et udsigtstårn. Udsigtstårnet er den hidtil højeste installation på junglestien og giver et flot overblik over Hirsholmene, Deget og Frederikshavn Havn.

Frederikshavn Kommune sender en stor tak til Palmestrandens Venner og ønsker alle en dejlig sommer på Palmestranden.

https://frederikshavn.dk/om-kommunen/nyheder-og-arrangementer/nyheder/nyhedsarkiv-2025/palmerne-kommer-tirsdag-den-12-maj

Kilde: Frederikshavn Kommune