Seniordag i Arena Nord bød på fællesskab, motion og masser af smil

Foto: Frederikshavn Kommune.
dato

Seniordagen blev for første gang afholdt i Arena Nord, hvor mange lokale seniorer deltog i et aktivt og socialt program arrangeret af flere foreninger.

I dag summede Arena Nord af liv og glade dage under den første Seniordag, der blev afviklet i tæt samarbejde med en række medarrangører og lokale foreninger. Arrangementet trak et stort antal seniorer, som deltog engageret og fik både smil på læben og sved på panden.

Dagen blev indledt med morgenmad og fællessang, før deltagerne kastede sig ud i dagens mange aktiviteter. Kaffekopperne blev hurtigt erstattet af blandt andet hockeystave, håndvægte, krolfkøller og badmintonketchere, og der var rig mulighed for at prøve kræfter med de forskellige sportsgrene og aktiviteter.

Mange af de fremmødte tog også muligheden for at samtale med frivilligcenter, borgerservice, sundhedscenter og forebyggende medarbejdere, hvor der blev udvekslet erfaringer og snakket om både store og små emner.

Arrangementet blev stablet på benene af Arena Nord i samarbejde med Frederikshavn Kommune, DGI Nordjylland, DAI, Senior Rap Rapperne og flere lokale foreninger og aktører.

https://frederikshavn.dk/om-kommunen/nyheder-og-arrangementer/nyheder/nyheder-og-pressemeddelelser/omkring-300-seniorer-var-med-til-seniordagen

Kilde: Frederikshavn Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler